Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.

onsdag den 7. december 2011

NEM - OG IKKE MINDST SUPERLÆKKERT
Laksetærte. Køb en færdig spelttærtedej, beklæd formen, fordel frosne spinatkugler, røget laks i mindre stykker, tag ca. 200g hytteost og fordel det i klatter og hæld til sidst 3 store æg pisket sammen med 1 dl piskefløde over. Krydr med salt og peber samt 1 tsk tørret dild. Bag ved 200 grader i ca. 35 min. Server med en god blandet grøn salat. Det er da nemt, ikk'? Go' fornøjelse.
 

mandag den 5. december 2011

Så er det Kageblomstens tur
du kan deltage i hendes GiveAway via dette link:

http://kageblomsten.blogspot.com/2011/12/give-away.html?showComment=1323088335751#c5091548022065738478

lørdag den 3. december 2011

Skynder mig lige
at give Jer linket til Kagemums' lækre giveaway i anledning af hendes indlæg nr. 100. Her er det:
http://kagemums.blogspot.com/2011/12/indlg-nr-100-give-away.html
 

tirsdag den 22. november 2011

Lidt knæk i dåsen
Der er ikke noget bedre end lidt lækkert at spise, når man lige trænger - og det vel at mærke ikke skal være kage. Så her er opskriften fra Alletiders Opskrifter på de mest lækre knækbrød:
Det hele blandes, rulles tyndt - tyndt - ud mellem 2 stykker bagepapir. Det øverste fjernes, dejen skæres i tern, og bages ved 180 grader i ca. 20 min. Go' fornøjelse.



 1 dl. Hørfrø, 1 dl. havregryn

 1 dl. sesamfrø

 1 dl. græskarkerner

 1 dl. solsikkekerner

 3½ dl. mel

 1 tsk. salt

 1 tsk. bagepulver

 ½ dl. olivenolie

 2½ dl. vand
 

søndag den 20. november 2011


I fredags fik vi tvillinger

Nå - spøg til side - vi fik i hvert fald to identiske, varme brød til morgenmødet. Denne gang er opskriften 6,5 dl vand, 7g gær, 100g durummel, 100g fuldkornshvedemel, 100g pizzamel og 400g hvedemel. Røres sammen med en grydeske, står natten over i en skål med låg. Om morgenen tændes ovnen på 250 grader, dejen deles i to, formene sprøjtes med olie, drysses med hakkede solsikkekerner og sesamfrø, dejen hældes i og drysses ligeledes med frøene. Bages ca. 15 min - skru ned til 225 grader, bag yderligere 5 min - tag brødene ud af formen - og bag dem de sidste 5 min. Go' fornøjelse.

mandag den 14. november 2011


Åhh - jeg savner altså sommerfugle
Og hvad gør man så? - Heldigvis har jeg en siliconeform-sommerfugl - så det må række i dag. Der er alt, alt for længe til det bliver forår og sommer igen - så jeg tænkte, jeg ville opfinde en sommerfuglekage i dag. Her er opskriften:
150 g Becel piskes godt med 300 g sukker, tilsæt 2 æg, 1 dl mælk og to godt modne bananer, 50 g. hakket chokolade, 50 g hakkede hasselnødder og 50 g grofthakket marcipan. Vend 275 g mel, 1 tsk bagepulver, 1 knsp salt  i dejen, hæld dejen i en form sprøjtet med oliespray, bag ca. 45 min. ved 175 grader (til dejen ikke hænger i en strikkepind mere). Når kagen er helt kold overtrækkes den med karamelglasur (her er opskriften fra Alletiders Opskrifter): 75 g smør smeltes, tilsæt 1/2 dl brunt farin, 1/4 dl mælk og 1 tsk vanlle - varmes godt igennem. Gryden tages af  - og 2 dl flormelis røres i. Go' fornøjelse.

onsdag den 9. november 2011

Det siges, at grønt er godt for øjnene

Så det tog jeg lidt bogstaveligt. Opskriften har jeg lånt af "Mat på bordet", og der er tale om en citron/lime kage med birkes og limeglasur. Og jeg er vild med det syrlige blandet med det søde. Her er opskriften: 
240 g Becel piskes hvidt med 200 g sukker og 3 store æg (jeg brugte 4 æg str. m/l. Tilsæt fintrevet/finthakket skal af 1 citron og 2 lime samt saften af citrusfrugterne samt 2 spsk blå birkes. Vend til sidst 300 g mel og 2 tsk bagepulver i dejen. Sprøjt formen med oliespray og bag kagen ca. 40 min. ved 180 grader. Prøv efter med en kagenål. Lad den afkøle i formen og pynt den med glasur af flormelis og limesaft. Go' fornøjelse.
 

torsdag den 3. november 2011

Nu må din mand gerne snart komme hjem
Sagde min gode kollega Dorthe - vi bliver alt for tykke med alle de kager - underforstået mener hun åbenbart, at jeg har for meget tid til at bage i disse dage med manden min langt væk i Japan. Men der var nu ingen problemer med at få de små bananmuffins med nutellasmørcreme afsat. Og de var også ganske guffi. Opskriften er:
120 g Becel røres godt med 300 g sukker, 2 æg og 2 1/2 dl kærmemælk - 3 meget modne bananer piskes godt ud i dejen. 275 g mel sigtes sammen med 2 tsk vanille sukker og 1 tsk natron. De to dele røres sammen og giver i alt 60 minimuffins. Bages ca. 8 min. ved 210 grader. Nutellasmørcreme: 250 g nutella piskes med 150 g smør, 250 g flormelis og 2 æggeblommer (brug pasteuriserede, hvis du har det bedst med det. Go' fornøjelse.

onsdag den 2. november 2011

1:1 grissini med sesamfrø
I dag skulle vi have 1:1 samtale med chefen. Så jeg tænkte, det måske var en idé at have lidt med til at tygge på imens - så det blev disse sprøde grissini med sesamfrø. De er fantastiske at tygge i sådan lidt før frokost (og efter frokost) - så her er opskriften:
2 tsk tørgær (man kan også bruge rigtig gær, men jeg var løbet tør - men her bruger man 12,5 g rigtig gær) - blandes med ca. 200 g mel, 1/2 tsk sukker, 2 tsk groft salt, 1 spsk olivenolie og 20 g flydende Becel. Rør sammen med 1,5 dl håndvarmt vand - og tilsæt så mel, til det ikke hænger i fingrene mere. Rul dejen ud til det er ca. 5 mm i tykkelse, pensl med olivenolie, og fold dejen sammen tre gange (læg den ene side til midten, læg den anden side over. Dæk med folie og lad det hæve mindst 30 min. Rul nu dejen ud igen til det er ca 5 mm i tykkelse, skær strimler på ca. 1 cm, sno dem, spray med vand og drys med sesamfrø. Bages ved 225 grader i ca. 3 min. Spray vand over, bag igen ca. 3 min, spray vand over - og bag, til de er gyldne (igen ca. 3 min.) Vupti, så er de færdige og superlækre sådan bare at have til at tygge i. Go' fornøjelse.

søndag den 30. oktober 2011

Av min finger

Dem skal vi så smovse i morgen på arbejde - kollegerne og jeg. Så kom der alligevel lidt Halloween-ånd over mig på en søndag, hvor jeg er alene for fjerde dag. Manden min drog af til Japan torsdag morgen, så jeg må klare mig alene i selskab med vores to hunde helt til på søndag, hvor han træder ind af døren igen. Dejligt, at der er nogen, der kommer lidt ud:o)Her er opskriften, der giver ca. 60 fingre: 5 æg (str. M) - tag den ene hvide fra til at pensle fingrene med i den ende, hvor mandlen skal sættes på - 2 tsk vannilleekstrakt - piskes sammen med æggene, rør 225 g flydende med 150 g flormelis og 120 g sukker, bland æggemassen i sammen med to knsp salt, og rør det hele godt sammen på røremaskinen. Bland 650 g med i og stil dejen i køleskabet i ca. 30 min. Trilles til fingre, der trykkes let, klemmes lidt et par steder, så det ligner knogler, trykkes med en skarp kniv hvor knoerne skal være, og bages ved 200 grader i ca 9-10 min. Pynt med rød glasur.

lørdag den 15. oktober 2011

I aften skal mine forældre fejre guldbryllup

Så min mor ville gerne, hvis jeg ville tage kage med. Selvfølgelig - sagde jeg - og her er så resultatet af dagens (dagenes) anstrengelser. Bundene er - næsten som sædvanlig Red Velvet - og den er lagt sammen med hvid chokolademousse og hindbærsmørreme. 
 

mandag den 10. oktober 2011

Og nu med rodfrugter

Manden min havde taget en krondyrmørbrad op af fryseren i går - nå, og hvad skal vi så have til den, spurgte jeg. Resultatet blev følgende: 10 broccolibuketter, små, 2 bagekartofler i skiver, 1 rød peberfrugt i strimler, 1 porre i skiver og 2 cm tyk skive selleri i tern. Porre og selleri ristes let i smør et par minutter og blandes derefter med kartoffelskiver og peberfrugt. Krydr med salt, peber og hæld 2,5 dl piskefløde og 1,5 dl mælk over. Sæt fadet (jeg brugte et rundt, højt fad) i ovnen i ca 55 min. ved 200 grader. Puds mørbraden af og brun den ved høj varme, skru ned og steg den ca. 8 min (afhængig af tykkelse). Pakkes i staniol og trækker ti min. Go' fornøjelse.

lørdag den 8. oktober 2011

Når det rusker udenfor...

 Så er dette en af mine favoritter - mums. SKIPPERLABSKOVS

 

  • 25 g smør
  • ¾ kg oksetykkam i tern (ca. 2 x 2 cm)
  • ¼ kg lammebov eller -hals i tern (ca. 2 x 2 cm)
  • zittauerløg i både (ca. 350 g)
  • laurbærblad
  • 1 spsk hvide peberkorn
  • 1½ kg melede kartofler i tern
  • 2½ tsk groft salt
  • friskkværnet peber
  • 50 g koldt smør i tern
  • Py
  • 2 dl fintlippet purløg
  • Tilbehør
  • 240 g rugbrød
  • 25 g smør
  •  
  • 200 g rødbeder

Lad halvdelen af smørret blive gyldent i stegegryde og brun halvdelen af kødet i ca. 2 min. Tag kødet op og gentag med det sidste smør og kød. Kom alt kødet tilbage i gryden, hæld vand i til det dækker kødet og tilsæt løgene. Kom laurbærblade og hvide peberkorn i et stykke gaze eller lignende og kom det i gryden. Bring kødet i kog og kog det ved jævn varme i ca. 1½ time eller til det er næsten mørt. Tilsæt kartofler, salt og peber og evt. lidt mere vand - så kartoflerne er dækkede. Lad retten koge ved svag varme og under låg i ca. 1 time. Tag låget af og lad skipperlabskovsen koge ved jævn varme i ca. ½ time - til kartoflerne begynder at koge ud. Monter retten med koldt smør og smag til.
Ved serveringen: Drys purløg på skipperlabskovsen og server den sammen med rugbrød, smør og rødbeder.

Kilde:

onsdag den 5. oktober 2011

Opskriften har jeg lånt....


af Alletiders Opskrifter - de har utroligt mange superlækre opskrifter - og i dag bager jeg banankage til kollegerne - ja, så er der noget at glæde sig til igen i morgen. Her kommer den:

Dej:

225 g. margarine

460 g. sukker

4 æg

5 bananer (eller 3 meget modne)



1/2 tsk. salt

2 tsk. natron

2 tsk. vaniliesukker

375 g. mel



50 g. knuste nødder

50 g. havregryn

1 1/4 dl. kærnemælk



Pynt:

200 g. smeltet mørk eller lys chokolade eller glasur
          Fedtstoffet smeltes og røres godt sammen med sukker. Tilsæt æggene ét af gangen. Mos bananerne og kom dem i.

Tilsæt mel, vanille, salt, natron. Efter et par minutters omrøring, tilsættes de knuste nødder, havregryn og kærnemælk. Rør godt, så det er en jævn dej.

Bages i en smurt bradepande, ca. 30 x 40 cm. 200 grader C forvarmet ovn ca. 45 minutter.

Når kagen er dampet af, smøres det smeltede chokolade på toppen af kagen.

Tips:

Meget stor og mættende kage, som holder sig frisk længe.Velbekomme!!!!

tirsdag den 4. oktober 2011

Man tager en rest stegt kylling


I aftes fik vi ovnstegt kylling med masser af champignons, flåede tomater, og en sjat fløde (og selvfølgelig masser af hvidløg og andre krydderier). Så i dag står vi så tilbage med resterne - brystkødet og vingerne. Hvad gør man så? Man tager kødet og skærer i små stykker, skræller nogle kartofler, gulerødder, pastinak, selleri og persillerødder, og skærer dem i tern, blander 2 porrer i skiver og nogle broccolibuketter i sammen med 1 rød peberfrugt i strimler. Giver grøntsagerne et let opkog, damper det af, og blander det hele i et fad med kyllingekødet. Krydrer godt med italienske krydderier, fordeler en dåse flåede tomater, og blander lidt mælk og fløde i. Stiller retten i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min - og vupti - så har vi en lækker resteret.

mandag den 26. september 2011

I'm back



Så er jeg tilbage efter 14 hæsblæsende dage i New York. Et veloverstået - og fantastisk - intensivt engelsk kursus - og en spadseretur på 120 km fordelt på 13 dage gennem en af verdens mest spændende byer. Hvis man er til museer, teater og shopping er der kun én ting at gøre - kom i gang med at spare op. Tøj, sko, støvler - og ikke mindst køkkenudstyr og bageudstyr er sindsygt billigt. Her kommer lige lidt billeder af mit nye legetøj til køkkenet indkøbt i N.Y Cake - nycake.com - sælger også online. Go' fornøjelse.

onsdag den 7. september 2011

Nu rejser jeg fra mand og hunde

Men kun for at tage på intensivt kursus i engelsk - i New York. Så bliver det da ikke meget bedre. 14 dage sammen med en dejlig kollega i den - siger alle - fantastiske by. Og ud over kursus bliver der da heldigvis også tid til både sightseeing og lidt museer og musik. Og så ligger en af de mest fantastiske kagebutikker - NYcake.com - lige i nærheden af vores hotel. Listen er lang - måske bliver jeg nødt til at beherske mig :o( Glæder mig til at vise rovet, når jeg kommer hjem igen - kan I alle have det fornøjeligt.

fredag den 2. september 2011

Sådan ser en slikket gryde ud



Menuen i dag var store, tykke rumpsteaks med fyldte bagekartofler (kartoflen taget ud, rørt med smør, lidt fløde, salt, peber, ristet bacon og friskpresset hvidløg - derefter tilbage i skallen og i ovnen i ca. 20 min. ved 225 grader). Dertil hjemmelavet bearnaicesauce. Opskriften på saucen kommer her: 4 æggeblommer (stuetemperatur) piskes i en skål med 1 1/2 dl piskefløde og 2 spsk bearnaiceessens). 125 g smør smeltes, afkøles ganske let, og piskes langsomt i æggemassen, når den er begyndt at tykne, den må ikke koge, så skiller den).Pisk godt og grundigt, tilsæt finthakket estragon - og servér. Vi fik letristede grønne asparges og forårsløg til. Go' fornøjelse.

tirsdag den 30. august 2011

Man tager en skovl....



Og så går man ud i haven, graver et stykke peberrod op, skræller og river det - og så har man starten på en Pariserbøf. Hak løg og rødbeder, rist franskbrødsskiver i smør på panden, steg bøfferne - krydr med salt og peber, del æggene og top anretningen med blommerne og kapers (husk at gemme hviderne til marengs eller royal icing :o) Go' fornøjelse.

søndag den 28. august 2011

Lidt sødt til kaffen



Juhuu - først spise ved Birgitte og Lars - og bagefter i Musikhuset til "Festuge Classic". Skøn afslutning på en hektisk weekend. Opskriften er under "De sidste småkager...." Go' fornøjelse.

tirsdag den 23. august 2011

Så kan kollegerne godt glæde sig - igen:o)



Lige nu står røremaskinen og ælter dejen til de to brød, jeg skal bage i morgen tidlig. Opskriften denne gang er:
5 dl kærnemælk, 3 dl vand, 3 tsk salt, 10g gær, 200g groft hvedemel, 650 (måske 700g) speltmel. Dejen skal æltes på røremaskinen i 20 min. Deles og lægges til hævning i to kurve, der er drysset godt med mel. Læg to røreskåle, der passer i størrelsen over, og lad det hæve til næste morgen (eller mindst 5 timer). Vendes ud på en bageplade beklædt med bagepapir, tænd ovnen på 230 grader, og når den er varm sættes brødene ind og bages i ca. 30 min. Skru evt. ned til 200 grader, hvis de bliver for mørke. Lad brødene hvile en halv times tid, før du skærer i dem. Jeg kommer et billede på, når de er bagt. Go' fornøjelse.

søndag den 21. august 2011

fredag den 19. august 2011

De sidste småkager til brylluppet



Så blev jeg færdig med at bage småkager til yngstebarnets bryllup. De er supernemme at rulle ud - og stikke ud - og så blev de pyntet med en - synes jeg selv - rigtig sød blomst.

Og så opskriften er supernem: 200g bagemargarine, 200g sukker, 1 æg, 400g mel, 4 tsk vanillesukker. - æltes sammen - står i køleskabet ca. 1 time. Rulles ud, stikkes ud, bages ved 225 grader ca 5-6 min. Køles helt af inden de pyntes med Royal Icing. God fornøjelse med bagningen.

torsdag den 18. august 2011

Nam Nam Cookies - nu med foto



Så er der bagt superlækre cookies - med tre slags chokolade i, lys, mørk og hvid - til yngstebarnet og hans kommende brud. Så venter vi bare på, at det bliver lørdag:o)

mandag den 15. august 2011

Nam Nam Cookies



Disse fabelagtige cookies havde min søde kollega Lis med tidligere. Og nu er dejen lagt - den skal nemlig hvile i køleskabet i mindst tre døgn for at få den "helt rigtige" smag frem. Og jeg skal have dem med til yngstebarnets bryllup på lørdag, så her er opskriften - jeg lægger et foto ind, når de er bagt.
480g mel, 1 1/4 tsk natron, 1 1/4 tsk bagepulver, 2 tsk vanilleekstrakt, 1 1/2 tsk salt, 280g smør, 280g puddersukker, 225g rørsukker, 2 store æg (eller tre små), 100g hvid chokolade, hakket groft, 100g lys chokolade, hakket groft, 150g mørk chokolade, også hakket groft, 75g hasselnødder, som ligesom resten skal hakkes groft. Mel, natron, bagepulver sigtes i en skål - smør og sukker røres min. 5 min. - æg tilsættes ét ad gangen. Bland chokolade og nødder i, og tilsæt til sidst melblandingen og vanille - det skal kun lige samles. Og som sagt sættes det i køleskab de næste tre dage. Sættes på bagepapir i kugler med en kaffeske, trykkes let og bages ved 225 grader i ca. 8-10 min. God fornøjelse.

lørdag den 13. august 2011

Og så afsted til frisøren



Så fik jeg lavet min kage til den dygtige frisør (bestod med bronzemedalje). Og det har været supersjovt at lave den.

Jeg fik lavet en kopi af frisørernes medalje, modelleret et par figurer og lavet en masse sakse, spejle og børster.

Selve kagen er "Red Velvet cake" -  opskriften ligger under "I aften skal vi ud" - fyldet hindbærsmørcreme og så overtrukket med fondant.



torsdag den 11. august 2011

I morgen skal jeg .....



lave "frisørkagen". Så i dag er bundene bagt - og når jeg nu var igang, kunne jeg jo lige så godt lave lidt ekstra. Så det blev til 6 cupcakes til Mads - han rejser helt til København for at arbejde på JP's redaktion efter seks år hos os i Viby. De skal pyntes fint, så han kan tage dem med sig og nyde dem dér. Og kollegerne skal heller ikke snydes, så der blev 19 minicupcakes af resten. Dejen er "Red Velvet Cake" - omtalt tidligere under "I aften skal vi ud". Og de bliver pyntet med Royal Frosting  med ananassirup fra Monin. "Frisørkagen" bliver vist, når den er færdig og pyntet.

tirsdag den 9. august 2011

Det rene GUF



Jeg var nødt til at prøve at lave Royal Frosting - for det havde jeg ikke gjort i før. Og det smager aldeles fantastisk. Man pisker 3 æggehvider i vandbad med 180g sukker, til sukkeret er smeltet. Hælder det i en røremaskine og pisker det ca. 20 min., til det er tykt og cremet.  Pisk 250g blød smør i og tilsæt til sidst 1/2 dl ananassirup (fra Monin), rør til det er fordelt, og det var det. Klar til brug - eller kan gemmes i køleskabet til senere. Jeg bagte 16 muffins af opskriften på "Red Velvet Cake" (se: i aften skal vi i ud - ligger under KAGER). Jeg brugte en stjernetyl til at pynte kagerne med. Og så lige et par blomster i fondant. GUF - sagde kollegerne.

lørdag den 6. august 2011

I aften skal vi ud.....


til søde Thomsen og manden og grille - og jeg har kage med. Det er en "Red Velvet Cake" - og så står der "a la Humingbird Bakery" nedenunder:o) Her er opskriften, den er beregnet til en springform på 24 cm.
120g smør, stuetemperatur, 300g sukker, lidt rød pastafarve, 2 æg, 275g mel, 1 tsk natron, 20 g kakao, 2 tsk vanillepulver, 21/2 dl kærnemælk, 3 tsk hvidvinseddike (trækker den røde farve i kakaoen frem). Mel, kakao, natron og vanille blandes i en skål. Kærnemælk og eddike røres sammen i en anden skål. Smør og sukker piskes, til det er luftigt. Tilsæt æg og pastafarve ved lav hastighed, pas på ikke at røre for meget, så bliver kagen tung. Vend skiftevis kærnemælkblandingen og melblandingen i. Hældes i springformen, der er smurt med olie. Bages ved 175 grader ca. 40-45 min., til der ikke hænger nogen ved, når man stikker et træspyd i kagen. Køles helt af og deles i tre bunde.
Fyld: Hvid chokolademousse - 150g hvid chokolade smeltes og afkøles til stuetemperatur (gøres i vandbad) - Rør 150g flormelis med 125g blødt smør til det er luftigt, rør 2 æggeblommer i, blandt chokoladen sammen med det. Udblød 1 blad husblad ud i koldt vand, smelt det og bland det i 1/4 l piskefløde, der er pisket, til det er som tyk creme - men ikke flødeskum. Bland det hele sammen og stil det i køleskabet.
Hindbærsmørcreme: 125g blødt smør piskes med 300g flormelis, 0,7 dl hindbærsirup, 3 tsk cironsaft, 3 tsk vanillesukker og 2 æggeblommer - det hele piskes, til det er let og luftigt. Tilsæt evt. lidt rød pastafarve. Stilles i køleskabet.
Overtræk: Chokoladeganasche af 1/4 l piskefløde og 200g 70% mørk chokolade. Fløden koges op - koger ca. 1 min. - hældes over den finthakkede chokolade - røres til chokoladen er opløst. Dækkes med plastfolie, der skal lægges helt ned på massen, så der ikke dannes kondensvand. Sættes i køleskabet til næste dag. Piskes  op til det er cremet - ikke for længe - så kan det blive grynet.
Til sidst pyntes med violet sukkerknas og flødeskum med lilla pastafarve. 




Go' fornøjelse

fredag den 5. august 2011

Jeg fatter det ikke.......

Jeg vil så gerne svare på kommentarer - men hver gang bliver jeg bedt om at logge ind - selv om jeg er det - derefter bedt om at taste en "kode" - hvilket jeg gør - for så at blive sendt videre til login-siden igen - og så forfra - og forfra - hvad gør jeg forkert?????? Kh Sanne

tirsdag den 2. august 2011

Frikadeller og stuvet spidskål/broccoli m/majs


I aften stod menueen på frikadeller, stuvet spidskål/broccoli og kogte majskolber. Frikadeller: 500g flæskefars, 1 æg, 1 revet løg, 50 g mel, salt og peber, Røres med vand til farsen er lind. Steges i en blanding af rapsolie og smør. Spidskål snittes fint, broccoli skæres i små buketter - hældes i en gryde, hæld vand over så det lige dækker, tilsæt salt, koges ca. 8 min. Hæld vand fra, så der kun er lidt tilbage på bunden, tilsæt mælk og Maizena-fløde 15% - lige dele - til det dækker, kog op og jævn med Maizena-jævner. Lad småkoge ca. 2 min. Majs sættes i høj gryde, dækkes knapt med vand, tilsæt 1 tsk. salt, bringes i kog og koges ca. 20 min. Vandet hædes fra og de sidste dækblade fjernes. Smøres evt. med lidt koldt smør og drysses med lidt salt.

Nogen gange skal det være lidt let


Tænkte jeg. Så i dag blev det en lækker citronkage  Jeg er da heldigvis selv lidt sukkersyg. - Så her er den: Citronkage - 4 æg, 450g sukker - røres godt og længe , til det er godt luftigt, rør 3 dl mælk og saften af 1 citron + reven og fnthakket skal af hele citronen i sammen med 100g flydende margarine. Vend til sidst 360g mel og 4 tsk bagepulver i. Hældes i en lille bradepande, der er smurt med olie. Bag ved 175 grader i ca. 35 min. - stik i den for at se om den er nok - ellers giv den 5-10 min. mere. Lav glasur af resten af cironen og flormelis, smør det over og drys evt. med lidt sprinkles.

mandag den 1. august 2011

Endnu et lækkert "hæv natten over" brød


Så er der lige en videreudvikling af det lækre brød. Opskriften er denne gang: 7,5 dl koldt vand, 10g gær, 100g fuldkornshvedemel, 50g speltflager, 800g speltmel, 3 tsk salt. Gæren opløses i vandet, det hele røres sammen med en grydeske og hæver natten over (eller mindst 6 timer) i et fad med låg. Tænd ovnen på 240 grader, og når den er varm fordeles dejen i to forme, der er smurt med olie og drysset med f.eks græskarkerner, solsikkekerner og sesamfrø. Bages 20 min i fadet - tages ud - og bager yderligere 8 min på bagepladen ved 220 grader.

torsdag den 28. juli 2011

Så er starten gået ....

Jeg har fået min første bestilling på en kage i to etager - en kollega's datter er blevet færdig som frisør - bestået med bronzemedalje - superflot. Hun spurgte, om jeg kunne lave en kage - gerne med symboler fra frisørverdenen . Så nu har jeg lavet sakse, spejle og børster - for ikke at snakke om "hoveder", og så skal det hele malet med pulverfarver rørt op i flydende vanille, så de bliver "levende". Jeg har været inde og tjekke, hvordan "medaljen" ser ud - så må vi se, om jeg kan finde ud af at lave sådan én også. Jeg lægger et billede ind, når kagen er færdig, den skal afleveres den 13. aug.

tirsdag den 26. juli 2011

Jeg deler kys ud




I morgen til de dejlige kolleger på JP Aarhus - så får de også lidt glæde af resterne fra den aldeles pragtfulde Pariserbøf, manden min og jeg fik til aftensmad. Opskriften kommer her: 6 æggehvider, 300 g sukker, 1 1/2 tsk eddike, 100 g hakket chokolade, 50 g hakkede hasselnødder. Æggehviderne piskes stive, halvdelen af sukkeret og eddiken tilsættes - massen røres i ca. 15 min., hvorefter resten af sukkeret, chokoladen og nødderne vendes i. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på bagepapir - bages ved 100 grader i 75 min.

mandag den 25. juli 2011

Så er der cupcakes til kollegerne i morgen

Banancupcakes med Bailey-icing
175 g blødt smør røres med 200 g sukker  og 2 tsk vanillesukker, tilsæt 3 æg ét ad gangen, 1/2 tsk salt, 350 g mel sigtes i sammen med 1 1/2 tsk bagepulver og til sidst 1 1/2 dl mælk. Der bliver ca. 16 cupcakes af denne portion. Icing: 3 pasteuriserede æggehvider, 2 tsk citron, 300 g formellis - piskes/røres ca. 15 min. - derefter røres ca. 150-200 g flormelis i, til det har den rigtige konsistens, og det er, når massen er fast nok til at sprøjte på - tilsæt Bailey-koncentrat, til det smager (kan købes hos f.eks Specialkøbmanden.dk)

søndag den 24. juli 2011

Uhm - søndag



Rør 5 dl vand med 5g gær og 650 g mel (hvede, spelt, blandet eller andet), 3 tsk salt. Læg låg på og lad det stå på køkkenbordet, til det bliver morgen. Varm ovnen op til 240g, tag en gryde med låg,  drys græskarkerner og solsikkekerner i, hæld dejen i og hæld kerner ud over igen. Bages med låg på de første 20 min - derefter 5-7 min. uden låg. Rigtig go' søndag.

fredag den 22. juli 2011

Opdatering af blog

Når jeg skal opdatere min skare af "faste læsere", er det ofte, at der ikke kommer linket til dette - kun til at vælge websted.... Er der andre, der kender til dette problem?

onsdag den 20. juli 2011

Superlækre fiskefrikadeller

600 g pangasiusfiletter, 1 porre (også det grønne), 1 rød peber, 2 gulerødder (koges 2 min. i skiver) - det hele hakkes på kødhakkeren. Røres med 1 æg, 3 spsk kartoffelmel og 3 spsk hvedemel, salt og peber. Hviler 30 min. Steges i en blanding af rapsolie og smør.

Fiskefrikassé

Her kommer opskriften på fiskefriskasséen - den er til fire personer
600 g hvid fisk, saft af 1/2 citron, 3 1/2 dl fiskefond, 40 g smør, 4 spsk mel, 1 1/2 dl vand fra asparges (på dåse), salt, hvid peber, 150 hele champignons  (dåse), 100 g rejer, 1 ds asparges, 1 glas hvidvin, 2 æggeblommer, 1/2 bdt. finthakket dild. Dryp fisken med citronsaft, lad det hvile 10 min. Lav saucen - skær fisken i store tern, drys med salt og peber, læg dem i saucen, lad det simre ca. 10 min. Efter 5 min. tilsættes rejerne, champignons og asparges. - i asparges-sæsonen er det ekstra lækkert at bruge friske grønne asparges også. De skal så blot i saucen samtidig med rejerne. Tilsæt hvidvin - varm igennem - og legér med æggeblommerne. Nu må det ikke koge mere. Drys dild over og servér med friskogt båndspaghetti, salat og et godt brød.

Pynt til cupcakes

Netto har i denne uge Mini Oreo's - de er rigtig søde at sætte på toppen af cupcakes pyntet med ising.

Mit første indlæg

På fredag kommer alle ungerne og mine forældre, og så skal der laves fiskefrikassé. En helt fantastisk - og hurtigt lavet - "sammenkogt" ret med hvid fisk og rejer i en skøn lys sauce med champignons og asparges - og lige nu med de friske grønne af slagsen - smager skønt med frisk pasta og godt, hjemmebagt brød til.. Og så skal der laves kage. Jeg lægger billeder ind af resultatet.