Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.
Viser opslag med etiketten BRØD. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten BRØD. Vis alle opslag

mandag den 14. september 2015

Jeg er nødt til at sige.......

At disse nærmer sig de absolut bedst boller, jeg nogen sinde har lavet. OG det værste er, at jeg ikke har en præcis opskrift. Det jeg gjorde var at blande ca. 100 g hvede mel med ét brev tørgær, tilsatte 1 spsk salt, hældte et par godt håndfulde solsikkekerner, knapt så mange grofthakkede nødder, lidt mindre hørfrø, ca 150 g groft hvedemel, det samme groft rugmel, et par æg, 2-3 pænt store revne gulerødder, en halv liter vand og et par dl rapsolie og så ellers alm. hvedemel til det hele hang godt sammen uden at være alt for klistret - kørte det på røremaskinen i ca. 15 min - hævede først ca. 45 min. - tog en stor ske - satte klatter på bagepapir - efterhævede i ovnen på damp i ca. 30. min og til sidst blev de bagt på et brødprogram med damp i ca. 15 min. ved 225 grader. - er selv spændt på næste gang :o) - God fornøjelse

lørdag den 9. februar 2013





Mig og Mette Blomsterberg
Jeg har "lånt" Mette Blomsterbergs foccaciabrød i dag til min forret. Og nu er det kommet ud af ovnen og ser bare lækkert ud.  Vil lige tilføje, at jeg har bagt 1/2 portion i en form der er ca. 22x30 cm, for vi bliver kun 5. Og så havde jeg ikke Ølandshvede, så brugte alm. hvedemel og italiensk hvedemel 0. Men her er opskriften:

LIND DEJ:
50 g gær
1 l lunkent vand
300 g ølandshvede, fin
1 kg italiensk hvedemel, tipo 00
2½ spsk. flagesalt

TOPPING:
1 dl god olivenolie
3 stk. rosmarinstilke
1½ spsk flagesalt

ENDVIDERE:
1 bageform/dyb bradepande på 30 x 40 x 6 cm
bagespray eller smagsneutral olie

Smuldr gæren ud i røremaskinens skål. Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen i lavt gear i 25 minutter. Den lange æltetid er vigtig, for det sikrer en elastisk dej, der kan bære sig selv, selv om den er lind. Sluk for røremaskinen, og tag dejkrogen af. Lad dejen hvile utildækket, mens den stadig er i røreskålen i 30 minutter. Smør den dybe bageform jævnt med bagespray eller smagsneutral olie. Hæld forsigtigt den hævede dej ud i den smurte form, og lad den igen hæve utildækket i yderligere 30 minutter.
Fordel olivenolien ud over dejens overflade. Drys flagesalt og plukket rosmarin ud over olien. Tryk roligt dybe huller ned i dejen med fingrene med gode mellemrum. Sæt brødet ind i en 230° forvarmet ovn, og smid lynhurtig ½ dl koldt vand ind i ovnens bund – luk straks ovnlågen igen. Bag brødet, til det er godt gyldent, ca. 35 minutter, afhængigt af ovnen. Lad det varme brød afkøle let på en bagerist.  

Go' fornøjelse. 

mandag den 28. januar 2013






Det er i hvert fald ikke kage......
Men i mangel af bedre...... Ja, så går det :o) Jeg havde bestemt, at januar skulle være kage, slik og fedtattig. Hold da helt op, det er svært. Så mine snacks har bestået af mandler, knækbrød (de hjemmelavede), riskiks (synes dem med majs smager bedst - jeg er normalt afhængig af popkorn - så......), frugt og gulerødder. 
Så jeg synes, jeg trænger lidt til fornyelse - og så den her opskrift, hvor de også lokkede med, at det næsten smagte som kage. Arhhh - ikke helt, vel. MEN når det så er sagt, så smager de faktisk rigtig godt. Det er såkaldte Paleo-boller - som er en del af stenalderkosten - og her er opskriften: 

  • 4 æg
  • 110 g./2 dl. solsikkekerner
  • 60 g./1 dl. mandler
  • 60 g./1 dl. hasselnødder
  • 30 g./ ½ -1. dl. sesamfrø
  • 30 g./ ½ -1. dl. hørfrø
  • 30 g./1 dl. kokosmel
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 spsk. honning
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. salt
  • 1 most banan
  • 1 fintreven gulerod
  • ½ groftrevet æble
Kernerne kværnes i en kaffekværn. Man kan med fordel hakke nødderne groft, i stedet for at kværne dem. Kokosmelet behøves ikke blive kværnet.
Bland det hele i en skål med en elpisker. Dejen skal være lind.
Bollerne kan evt. pyntes med frosne hindbær eller græskarkerne inden de bages.
Bages ca. 15 min. ved 200° i en forvarmet ovn.

Jeg fik 15 boller af denne portion - sat på med en ske. Go' fornøjelse.


tirsdag den 8. januar 2013

Søde Jasminas fantastiske gulerodsboller
Det er uden tvivl de bedste gulerodsboller, jeg har smagt. Og heldigvis har Jasmina haft dem med flere gange på arbejde til stor glæde for os - hendes kolleger. Jeg har været så heldig at få opskriften - og bagte dem forleden. Guf. Her er opskriften:
5 dl lunkent vand, 50 g gær, 1 spsk sukker, 2 tsk salt, 1,5 dl olie, 2 æg, 1 kg mel, 200 g solsikkekerner, 200 g reven gulerod, æg til pensling. Æltes - gerne på en røremaskine - i mindst ti minutter. Hæver ca. én time, Sættes på bagepladen ved hjælp af to skeer - dejen er meget klistret, efterhæver ca. 30 min., bages ved 200 grader i ca. 15 min. Mine blev pænt store, så jeg fik 15 stk. ud af denne portion. Go' fornøjelse. 

mandag den 31. december 2012

Jeg kan faktisk slet ikke huske.........
hvor det var, jeg så den form henne. Men da jeg først havde set den, så var jeg nødt til at finde ud af, hvor man så kunne købe den. Jeg har det sådan lidt - og det er sikkert kun mig - at hvis der findes noget til bagning, som jeg opdager, jeg ikke har. Så er der kun én vej. Det må findes - og med hjem. Så vi kørte Horsens til Butik Jes Pors. Han havde den nemlig. Og så fik vi samtidig en hyggelig tur ud af det - sådan op til jul - mig og manden min.

 
Faktisk består formen af tre dele. Bund, sider og låg. Jeg købte bund og sider - får man brug for et låg, kan man bruge en bradepande til at ligge oven på. Formen skal smøres med olie mindst ti gange over fem dage - så er den klar til blive brugt.  Der var jeg nået til i går, så jeg ville prøve at lave et "rigtigt" franskbrød til en forandring. 


 Og resultatet blev rigtig godt. Det skal siges, at jeg faktisk prøvede at lave to franskbrød. Det andet blev bagt i en almindelig form af metal. Det var faktisk færdig 8 minutter før det i træformen. Jeg prøvede at tage det i træet ud samtidig med det i metallet. MEN - det var slet ikke bagt. Så tilbage i formen og ovnen med det. Begge brød hævede flot op - så jeg er nødt til at prøve nogle flere gange med forskellige brødtyper for at se, om der ER forskel, som Aurion skriver. Det er dem, der har lavet formen. Nå, men her er opskriften:
(Ups, ja, jeg var forresten udgået for gær, så det er første gang, jeg har prøvet med tørgær - men bestemt ikke nødvendigvis den sidste - som sagt blev brødet rigtig godt).
1 brev tørgær, ca. 1000 g mel, 3 dl mælk, 3 dl vand, 2 tsk salt, 50 g Becel, 1 æg. Æltes, æltes og æltes på maskinen i ca. 10 min. Hæver én times tid, fordeles i to forme, efterhæver ca. 20 min. snittes på langs, smøres med sammenpisket æg, drysses med birkes, bages ved 200 grader i ca. 30 min. (og det er så i en almindelig metalform) og 38 min. hvis I har en træform :o) Go' fornøjelse.

søndag den 21. oktober 2012

Øh - lidt af det - og lidt af det.....
Og så skal de stå i formen natten over på køkkenbordet og hæve. Om morgenen tændes ovnen på 210 grader - når den er varm, sættes bollerne ind, bages ca. 15-20 min. og vupti - så er der friskbagte boller til morgenteen. Iflg. opskriften skulle der bruges:
15 g gær, 3 dl kærnemælk, 1 dl lunkent vand (opløs gæren heri), 2 dl havregryn, 1 tsk salt og 5-6 dl mel. Jeg kom så også et skvæt solsikkekerner i - og melet blev en blanding af grov hvid hvede, spelt, lidt durum og alm. hvedemel. Dejen kørte 20 min. i røremaskinen, og var blød og let klistret - uden dog at hænge i fingrene. Ret nemt, ikk? Go fornøjelse. Nåh ja, de endte med at se sådan her ud og smagte fantastisk:



 

lørdag den 14. juli 2012

Der er sgu' forskel
I torsdags kørte vi - manden min og jeg - en tur til Odder. Ikke sådan for at besøge Odder - men fordi jeg havde hørt om et mølleri, der ligger lidt uden for - Odder - nemli' Fru Møllers Mølleri. Super spændende sted - og med et fantastisk udbud af mel, marmelader, surdej og meget mere. Jeg prøvede at købe lidt forskelligt mel: alm. hvede, grahamsmel, grov hvid hvede, grov durum og grov spelt. I dag har jeg bagt et langtidshævet brød af det nye mel,  som også har kørt en tur i røremaskinen i ca. 25 min.  Jeg brugte 8 g gær, 1 tsk salt, 1 stor teske honning, 4 dl vand, 120 g grahamsmel, ca 350 g hvedemel. Hævede så til i dag, hældte dejen ud på bordet, som var drysset med durummel, brugte et par dejspader og løftede siderne ind over et par gange. Bagestenen stod i ovnen på 250 grader og ventede - og her fik brødet først 10 min. - og efterfølgende 20 min. ved 200 grader. Og - der er sgu' forskel på mel. Go' fornøjelse.

tirsdag den 1. maj 2012





MUMS - hjemmebagt rugbrød
Det er godt nok længe siden, jeg har bagt rugbrød - men med en portion surdej fra en kollega hjembragt i forgårs, så blev der mulighed for at prøve igen. Her er opskriften: 650 g rugmel blandes med 500 g knækkede rugkerner, 1 l vand, 1 øl, surdej, 3 spsk salt, sirup/honning (1-2 spsk) - står med låg på til næste dag. Tag surdej fra - bland 1 øl, 350 g rugmel, 1 l blandede kerner (solsikke, hørfrø, sesam, græskar etc.) i - fordel i to forme, hæver til de når kanten, prik overfladen med en gaffel og smør efter med olie. Bages ved 175 grader i 2 timer. Go' fornøjelse.

mandag den 16. april 2012

Uhm - en skøn duft
af hjemmebagt, gammeldags formfranskbrød. Det er nu slet ikke så ringe endda. Her er opskriften: 40 g gær opløses i 6 dl mælk/vand - lige dele af hver, 50 g Becel, 1 æg, 1 tsk salt, 1 tsk sukker, ca. 1000 g mel, røres godt og grundigt på køkkenmaskinen til det ikke hænger i fingrene - skal dog være bare en anelse klistret. Hæver 1 time på køkkenbordet, deles i to, kommes i formene, efterhæver en halv times tid og bages ved 200 grader i 30 min. Go' fornøjelse.

søndag den 1. april 2012

Vi kunne slet ikke vente.....
På at brødet blev afkølet bare lidt. Vi skulle have det til morgenmad - så det blev skåret med det samme, det kom ud af ovnen. Det er et "gammeldags" formfranskbrød - langtidshævet på køkkenbordet - natten over - og så bagt ved 200 grader i ca. 30 minutter (de sidste fem minuter ude af formen). Det smager fantastisk - er supersprødt - og har en lækker krumme. Opskriften er: 3,5 dl vand, 10 g gær, 1 tsk sukker, 1 tsk salt, 25 g Becel, 1 æg, 500-600 g mel. Røres på røremaskinen i 20 min. ved middel hastighed (Kitchenaid hastighed 3). Dejen skal være let klistret. Hældes i en form - jeg har brugt en Eva rugbrødsform - den har en gummibelægning, der gør, at dejen ligesom bliver hjulpet under hævningen. Duer dog kun til gærdej. Go' fornøjelse.

søndag den 20. november 2011


I fredags fik vi tvillinger

Nå - spøg til side - vi fik i hvert fald to identiske, varme brød til morgenmødet. Denne gang er opskriften 6,5 dl vand, 7g gær, 100g durummel, 100g fuldkornshvedemel, 100g pizzamel og 400g hvedemel. Røres sammen med en grydeske, står natten over i en skål med låg. Om morgenen tændes ovnen på 250 grader, dejen deles i to, formene sprøjtes med olie, drysses med hakkede solsikkekerner og sesamfrø, dejen hældes i og drysses ligeledes med frøene. Bages ca. 15 min - skru ned til 225 grader, bag yderligere 5 min - tag brødene ud af formen - og bag dem de sidste 5 min. Go' fornøjelse.

tirsdag den 23. august 2011

Så kan kollegerne godt glæde sig - igen:o)



Lige nu står røremaskinen og ælter dejen til de to brød, jeg skal bage i morgen tidlig. Opskriften denne gang er:
5 dl kærnemælk, 3 dl vand, 3 tsk salt, 10g gær, 200g groft hvedemel, 650 (måske 700g) speltmel. Dejen skal æltes på røremaskinen i 20 min. Deles og lægges til hævning i to kurve, der er drysset godt med mel. Læg to røreskåle, der passer i størrelsen over, og lad det hæve til næste morgen (eller mindst 5 timer). Vendes ud på en bageplade beklædt med bagepapir, tænd ovnen på 230 grader, og når den er varm sættes brødene ind og bages i ca. 30 min. Skru evt. ned til 200 grader, hvis de bliver for mørke. Lad brødene hvile en halv times tid, før du skærer i dem. Jeg kommer et billede på, når de er bagt. Go' fornøjelse.

mandag den 1. august 2011

Endnu et lækkert "hæv natten over" brød


Så er der lige en videreudvikling af det lækre brød. Opskriften er denne gang: 7,5 dl koldt vand, 10g gær, 100g fuldkornshvedemel, 50g speltflager, 800g speltmel, 3 tsk salt. Gæren opløses i vandet, det hele røres sammen med en grydeske og hæver natten over (eller mindst 6 timer) i et fad med låg. Tænd ovnen på 240 grader, og når den er varm fordeles dejen i to forme, der er smurt med olie og drysset med f.eks græskarkerner, solsikkekerner og sesamfrø. Bages 20 min i fadet - tages ud - og bager yderligere 8 min på bagepladen ved 220 grader.

søndag den 24. juli 2011

Uhm - søndag



Rør 5 dl vand med 5g gær og 650 g mel (hvede, spelt, blandet eller andet), 3 tsk salt. Læg låg på og lad det stå på køkkenbordet, til det bliver morgen. Varm ovnen op til 240g, tag en gryde med låg,  drys græskarkerner og solsikkekerner i, hæld dejen i og hæld kerner ud over igen. Bages med låg på de første 20 min - derefter 5-7 min. uden låg. Rigtig go' søndag.