Follow by Email

Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.

HOW TO COOK IT

søndag den 27. oktober 2013


Tak til "Hjemmet" for denne skønne opskrift på citrontærte

Som vi nød har til aften i selskab med mine forældre, børn, svigerbørn og - ikke mindst børnebørn. Dog vil jeg sige, at de sidste ikke fik lov at smage - vores skønne tvillingeprinsesser er kun to måneder gamle, så de må vente lidt :o)


8-10 pers.
Arbejdstid: 45 min.
Hviletid: 1 time
Bagetid: 1 time og 15 min.
Fryse-egnet
60 g hasselnødder
60 g flormelis
225 g hvedemel
1 knsp salt
125 g koldt smør
1 æggeblomme
3 spsk koldt vand
Creme:
4 æg str. L
2 1⁄2 dl fløde 9%
150 g rørsukker
3 usprøjtede citroner (1 spsk fintrevet citronskal + 1 1⁄2 dl saft)
Marengs:
3 æggehvider
100 g sukker

Sådan gør du:
1. Hak nødderne fint i en foodprocessor og tilsæt flormelis, mel og salt. Kør, til det er blandet, og tilsæt smør i små stykker. Kør, til det er en grynet masse, og saml hurtigt dejen med æggeblomme og vand. Pak dejen ind og læg den i køleskab 1 time.
2. Pisk alle creme-ingredienserne let sammen i en skål og stil dem i køleskabet.
3. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Beklæd en tærteform (24 cm) med dejen. Prik bunden med en gaffel og sæt den i køleskabet, mens ovnen varmer op til 200 grader.
4. Læg et stykke bagepapir på den rå tærtebund og fyld op med tørrede bønner el. lign. Bag tærtebunden 10 min. Løft bagepapir og bønner af og bag 5 min. mere. Tag tærtebunden ud af ovnen og skru ned til 160 grader.
5. Hæld citroncremen i tærtebunden (evt. gennem en sigte, hvis du vil udelade citronskallerne) og bag tærten 30-45 min. – til cremen lige er stivnet. Tag tærten ud og lad den køle lidt af.
6. Skru ovnen op til 200 grader. Pisk æggehviderne stive og tilsæt så sukkeret lidt ad gangen under stadig piskning – til det bliver en tyk og blank marengs. Bred marengsmassen ud over citroncremen, og sørg for, at den dækker fuldstændig og helt ud på tærtedejen. Form evt. små toppe med skaftet af en teske.
7. Sæt tærten i ovnen 10-15 min., til overfladen er gylden. Lad tærten afkøle mindst 15 min. før servering. Tærten må gerne serveres kold, men er bedst samme dag.

tirsdag den 15. oktober 2013

Rouladesmåkage.....

Eller "Shekem småkager".
Jeg sad sådan lidt og surfede - og faldt over disse - noget anderledes - småkager. Utroligt nemme at lave og med nutella og kokos inden i - smager de rigtigt lækkert. Opskriften fandt jeg på hvadskalvispiseidag.blogspot.com - og takker for opskriften. Go' fornøjelse.

350 g mel
2 1/2 tsk. bagepulver
I Israel bruges der 1 lille pose (350 g) self rising flour
200 ml creme fraiche (et lille bæger)
100 g smør eller margarine – tages ud af køleskabet en time før brug (nogen bruger 200 g men jeg synes at 100 g er nok)
Marmelade, peanutbutter, daddelfyld eller Nutella
Alle ingredienserne røres sammen i røremaskine eller med håndmixer. Æltes helt sammen i hånden tilsidst. Pakkes i plasticfolie og lægges i køleskabet i en time. Dejen deles op i to dele og hver del rulles ud til en firkant som til en roulade. Rul ikke for tyndt ud! På hver del smører man fyld. Jeg har her brugt daddelfyld som findes færdigt hernede men man kan også bruge f.eks Nutella evt. med lidt kokos eller nødder over, peanutbutter, marmelade osv.
Dejen rulles sammen til to roulader som lukkes helt og trykkes let. Man kan evt. skære i dejen for at markere kagerne men skær ikke helt igennem. Bages ved 180 grader i ca. 20 min. til de er let gyldne. Skæres ud imens de er let varme og når de er kolde drysses de med flormelis.

søndag den 13. oktober 2013


Det er jo helt vildt.....
Faldt helt tilfældigt over en gråand i REMA1000 forleden. Sådan én vil jeg prøve at lave, tænkte jeg - og det er noget af det mest lækre, vi har fået. OG noget af det nemmeste at lave. Anden brunes godt i en gryde sammen med nogle skiver bacon, lægges med brystet nedad, vand hældes ved sammen med nogle peberkorn, nogle enebær, et laurbærblad, salt. Simrer i 25 minutter - anden tages op, brystet skæres fra, pakkes ind og holdes varmt - resten kommes tilbage i gryden og simrer videre i 20 minutter. Slut, prut, færdig. JA, den skal ikke have længere tid. Væden sies, tilsættes 1/4 madlavningsfløde og jævnes med sovsejævner. Ristede kartofler og dampede bønner - kødet var mørt som smør - et luksusmåltid til kun 39 kr. for anden. Go' fornøjelse.

fredag den 11. oktober 2013

18 timer senere så den sådan her ud


Det er en oksecuvette - ca. 1,4 kg - og efter 18 timer ved 55 grader, fik den grill, til fedtet var sprødt og lækkert. Kødet var så mørt, som var det oksemørbrad, og al saft blev inden i stegen, da den blev skåret. Vi fik hjemmeskårne pommesfrites, ekstrafine ærter og bearnaisesauce til - og alt dette på en onsdag aften. Go' fornøjelse.