Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.

tirsdag den 17. december 2013





Sådan en mørk december-aften
Er det lidt lækkert med en hjemmelavet kartoffel-porresuppe. Og denne er nem, hurtig og rigtig lækker cremet. Her er opskriften:
2 porrer snittet fint, 1 stor gulerod i små tern, 1 persillerod i små tern, 3 bagekartofler også i små tern - dækkes med en god bouillon - ca. 2 cm over grøntsagerne. Koges med lidt salt og peber til grøntsagerne er godt møre. Blendes godt og grundigt , tilsættes 2,5 dl madlavningsfløde 18%, koges op - og er klar. 
Jeg havde ristet en pakke bacon, selleri  i meget små tern ristes i resten af fedtstoffet fra bacon'en, det hele blandes med masser af klippet purløg. Vi fik plukket koldrøget peberlaks til sammen med godt brød. Go' fornøjelse.

torsdag den 5. december 2013



Det er jul - det er cool

Der er kun én ting at sige om de her småkager - de er aldeles formidable - prøv dem.

200 g mel
160 g sukker
125 g smør
4 tsk lakridspulver
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt

Alt æltes sammen og sættes af på bageplade med en tsk og trykkes flade. Go' fornøjelse.

Bages ved 200 grader i 12 min.



mandag den 4. november 2013




Uhm - tigerrejer og kammuslinger
Er altid bare lækkert. Vi skulle have gæster - og så tænkte jeg, at vi skulle prøve denne variation. Det er en - skal vi sige - porresuppe - lavet af 3 porrer i tynde skiver, der svitses i smør - uden de får farve - og tilsættes 2,5 dl piskefløde. Og nogen gange må man altså gerne nyde "rigtig" fløde. Krydres med salt og peber. Tigerrejer og kammusling grilles på en grillpande, der er smurt med smør - til de er møre. Forretten kan laves i god tid, den blev serveret afkølet - ikke køleskabskold, men afkølet. Jeg serverede ristet brød til - og det smagte ganske fantastisk.  Der er til seks kuverter i porresuppen. Go' fornøjelse.

søndag den 27. oktober 2013


Tak til "Hjemmet" for denne skønne opskrift på citrontærte

Som vi nød har til aften i selskab med mine forældre, børn, svigerbørn og - ikke mindst børnebørn. Dog vil jeg sige, at de sidste ikke fik lov at smage - vores skønne tvillingeprinsesser er kun to måneder gamle, så de må vente lidt :o)


8-10 pers.
Arbejdstid: 45 min.
Hviletid: 1 time
Bagetid: 1 time og 15 min.
Fryse-egnet
60 g hasselnødder
60 g flormelis
225 g hvedemel
1 knsp salt
125 g koldt smør
1 æggeblomme
3 spsk koldt vand
Creme:
4 æg str. L
2 1⁄2 dl fløde 9%
150 g rørsukker
3 usprøjtede citroner (1 spsk fintrevet citronskal + 1 1⁄2 dl saft)
Marengs:
3 æggehvider
100 g sukker

Sådan gør du:
1. Hak nødderne fint i en foodprocessor og tilsæt flormelis, mel og salt. Kør, til det er blandet, og tilsæt smør i små stykker. Kør, til det er en grynet masse, og saml hurtigt dejen med æggeblomme og vand. Pak dejen ind og læg den i køleskab 1 time.
2. Pisk alle creme-ingredienserne let sammen i en skål og stil dem i køleskabet.
3. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Beklæd en tærteform (24 cm) med dejen. Prik bunden med en gaffel og sæt den i køleskabet, mens ovnen varmer op til 200 grader.
4. Læg et stykke bagepapir på den rå tærtebund og fyld op med tørrede bønner el. lign. Bag tærtebunden 10 min. Løft bagepapir og bønner af og bag 5 min. mere. Tag tærtebunden ud af ovnen og skru ned til 160 grader.
5. Hæld citroncremen i tærtebunden (evt. gennem en sigte, hvis du vil udelade citronskallerne) og bag tærten 30-45 min. – til cremen lige er stivnet. Tag tærten ud og lad den køle lidt af.
6. Skru ovnen op til 200 grader. Pisk æggehviderne stive og tilsæt så sukkeret lidt ad gangen under stadig piskning – til det bliver en tyk og blank marengs. Bred marengsmassen ud over citroncremen, og sørg for, at den dækker fuldstændig og helt ud på tærtedejen. Form evt. små toppe med skaftet af en teske.
7. Sæt tærten i ovnen 10-15 min., til overfladen er gylden. Lad tærten afkøle mindst 15 min. før servering. Tærten må gerne serveres kold, men er bedst samme dag.

tirsdag den 15. oktober 2013

Rouladesmåkage.....

Eller "Shekem småkager".
Jeg sad sådan lidt og surfede - og faldt over disse - noget anderledes - småkager. Utroligt nemme at lave og med nutella og kokos inden i - smager de rigtigt lækkert. Opskriften fandt jeg på hvadskalvispiseidag.blogspot.com - og takker for opskriften. Go' fornøjelse.

350 g mel
2 1/2 tsk. bagepulver
I Israel bruges der 1 lille pose (350 g) self rising flour
200 ml creme fraiche (et lille bæger)
100 g smør eller margarine – tages ud af køleskabet en time før brug (nogen bruger 200 g men jeg synes at 100 g er nok)
Marmelade, peanutbutter, daddelfyld eller Nutella
Alle ingredienserne røres sammen i røremaskine eller med håndmixer. Æltes helt sammen i hånden tilsidst. Pakkes i plasticfolie og lægges i køleskabet i en time. Dejen deles op i to dele og hver del rulles ud til en firkant som til en roulade. Rul ikke for tyndt ud! På hver del smører man fyld. Jeg har her brugt daddelfyld som findes færdigt hernede men man kan også bruge f.eks Nutella evt. med lidt kokos eller nødder over, peanutbutter, marmelade osv.
Dejen rulles sammen til to roulader som lukkes helt og trykkes let. Man kan evt. skære i dejen for at markere kagerne men skær ikke helt igennem. Bages ved 180 grader i ca. 20 min. til de er let gyldne. Skæres ud imens de er let varme og når de er kolde drysses de med flormelis.

søndag den 13. oktober 2013


Det er jo helt vildt.....
Faldt helt tilfældigt over en gråand i REMA1000 forleden. Sådan én vil jeg prøve at lave, tænkte jeg - og det er noget af det mest lækre, vi har fået. OG noget af det nemmeste at lave. Anden brunes godt i en gryde sammen med nogle skiver bacon, lægges med brystet nedad, vand hældes ved sammen med nogle peberkorn, nogle enebær, et laurbærblad, salt. Simrer i 25 minutter - anden tages op, brystet skæres fra, pakkes ind og holdes varmt - resten kommes tilbage i gryden og simrer videre i 20 minutter. Slut, prut, færdig. JA, den skal ikke have længere tid. Væden sies, tilsættes 1/4 madlavningsfløde og jævnes med sovsejævner. Ristede kartofler og dampede bønner - kødet var mørt som smør - et luksusmåltid til kun 39 kr. for anden. Go' fornøjelse.

fredag den 11. oktober 2013

18 timer senere så den sådan her ud


Det er en oksecuvette - ca. 1,4 kg - og efter 18 timer ved 55 grader, fik den grill, til fedtet var sprødt og lækkert. Kødet var så mørt, som var det oksemørbrad, og al saft blev inden i stegen, da den blev skåret. Vi fik hjemmeskårne pommesfrites, ekstrafine ærter og bearnaisesauce til - og alt dette på en onsdag aften. Go' fornøjelse.

lørdag den 31. august 2013



Go english..... engelske koteletter :o)

Jeg manglede  inspiration i går til vores koteletter. Valget faldt på denne opskrift fra Alletiders Kogebog. Jeg valgte at lave flødepeberroden som små kyskager, smed dem i fryseren, og ved servering lagde jeg dem på den varme kotellet. Pommes Fritterne lavde jeg tynde, skar dem med min bølgekniv, rystede dem i en pose med olie og så en tur i ovnen. Vi fik ristede grønne asparges til. Det smagte aldeles fantastisk og kan varmt anbefales. Forresten - oven i alt dette - så var det en meget nem ret - og hurtig at lave - og sådan må det jo også gerne være en gang imellem. Go' fornøjelse.

Ingredienser:
4-6svinekoteletter med eller uden ben
25 g.smør/margarine

salt

peber
1/4 l.kogende bouillon
½ tsk.hvidløgssalt
1/8 tsk.peber
2 spsk.hvedemel
1 koprevne æbler
1 tsk.citronsaft



Flødebeberrod:
2 dl.piskefløde
1½-2 spsk.sukker
80 g.fintrevet peberrod
1½-2 spsk.vinaigre hvidvinseddike eller citronsaft



Koteletterne bankes let med en knyttet hånd. De brunes hurtigt i fedtstof på panden, krydres og lægges i et ildfast fad.

Panden koges af med bouillon og krydderier til skysauce, der jævnes med udrørt meljævning. Rå, revne æbler blandes i saucen sammen med citronsaft og koger et øjeblik deri, til det er tykt og jævnt. Æblesauce fordeles på koteletterne.

Flødepeberrod:
Fløden piskes til skum med sukker. Den flødeskummet smages til med eddike, og fintrevet peberrod.
Serveres evt. i hele eller halve udhulede tomater.

Retten stilles i ovnen uden låg 40 min. ved 200 grader C. alm. ovn. Hertil serveres pommes frits og flødepeberrod.



mandag den 10. juni 2013


Sommerfest med kollegerne




Vi havde den mest fantastiske sommergrillfarveltilnoglekollegerparti i lørdags - og til dessert havde jeg lavet disse superlækre "fuglereder". Det er marengsbunde med jordbærflødeskum, hakkede jordbær syltet i Grand Marnier med flormelis og et drys hvid chokolade - så bliver det vist ikke meget sødere :o)

søndag den 19. maj 2013

Her er de sidste to kager - inden en kort pause.....

Denne er til Helle's søde tvillinger, Samuel og Sally, der blev døbt for godt et par uger siden 



Og denne:





Og denne var til Birgitte's søn, Mads, der blev konfirmeret dagen efter. Dejligt at de begge var glade og tilfredse med kagerne.
 

 

 

tirsdag den 30. april 2013

Der har godt nok været travlt......

I mit lille hjemmebageri her i konfirmationstiden. Så jeg har ikke haft tid til at holde bloggen ajour - men her er lidt fotos af de seneste kager, jeg har lavet.


Denne kage har jeg lavet til min kollega Kim's datter i anledning af, at hun blev færdig med sin kandidatuddannelse inden for levnedsmidler.



 Og denne var til Tejs' datter Julia, som blev konfirmeret - og er vild med One Directions.



Så blev det Brigittes datter, Anne's, tur til konfirmationen.



  Min kære guddatter Maja blev så konfirmeret i fredags.


 

Og Dorthe's datter Astrid blev også fejret fredag, da hun blev konfirmeret

Så nu mangler jeg kun at lave kage til en tvillingebarnedåb  på lørdag og en konfirmation på søndag - så er der lidt ro  på igen :o)





søndag den 7. april 2013

Så blev Jan's søn 18 år....
Utroligt som tiden dog går. Og som mange unge er han også glad for fest og farver - og så er han beriget med sin egen bar og biograf. Og både han og familien blev glade for kagen - det er jo dejligt. 

mandag den 1. april 2013





Jordbærkage med mazarinbund.....
Langfredag skulle ungerne, svigerdøtre og mine forældre komme til middag - og alle elsker jordbærkage. Så jeg lavede denne med mazarinbund, penslede et lag mørkt chokolade, så et lag chokoladesmørcreme (med smeltet mørkt chokolade), der var pisket op, et lag vanillecreme, jordbær og så ribsgele, smeltet og hældt over. Til sidst revet hvid chokolade - Mums, den var god.

lørdag den 9. februar 2013





Mig og Mette Blomsterberg
Jeg har "lånt" Mette Blomsterbergs foccaciabrød i dag til min forret. Og nu er det kommet ud af ovnen og ser bare lækkert ud.  Vil lige tilføje, at jeg har bagt 1/2 portion i en form der er ca. 22x30 cm, for vi bliver kun 5. Og så havde jeg ikke Ølandshvede, så brugte alm. hvedemel og italiensk hvedemel 0. Men her er opskriften:

LIND DEJ:
50 g gær
1 l lunkent vand
300 g ølandshvede, fin
1 kg italiensk hvedemel, tipo 00
2½ spsk. flagesalt

TOPPING:
1 dl god olivenolie
3 stk. rosmarinstilke
1½ spsk flagesalt

ENDVIDERE:
1 bageform/dyb bradepande på 30 x 40 x 6 cm
bagespray eller smagsneutral olie

Smuldr gæren ud i røremaskinens skål. Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen i lavt gear i 25 minutter. Den lange æltetid er vigtig, for det sikrer en elastisk dej, der kan bære sig selv, selv om den er lind. Sluk for røremaskinen, og tag dejkrogen af. Lad dejen hvile utildækket, mens den stadig er i røreskålen i 30 minutter. Smør den dybe bageform jævnt med bagespray eller smagsneutral olie. Hæld forsigtigt den hævede dej ud i den smurte form, og lad den igen hæve utildækket i yderligere 30 minutter.
Fordel olivenolien ud over dejens overflade. Drys flagesalt og plukket rosmarin ud over olien. Tryk roligt dybe huller ned i dejen med fingrene med gode mellemrum. Sæt brødet ind i en 230° forvarmet ovn, og smid lynhurtig ½ dl koldt vand ind i ovnens bund – luk straks ovnlågen igen. Bag brødet, til det er godt gyldent, ca. 35 minutter, afhængigt af ovnen. Lad det varme brød afkøle let på en bagerist.  

Go' fornøjelse. 

fredag den 8. februar 2013

Nyd de her lakridsmarengs - mums





De er ganske fortryllende - og utrolig nemme at lave. Opskriften kommer her: 6 æggehvider, 300 g sukker, 1 1/2 tsk eddike, 1 1/2 spsk lakridspulver. Æggehviderne piskes stive, halvdelen af sukkeret, lakridspulveret og eddiken tilsættes - massen røres i ca. 15 min., hvorefter resten af sukkeret vendes i. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på bagepapir - bages ved 100 grader i 75 min. Jeg fik tre bageplader af denne portion.


torsdag den 7. februar 2013

Dagens overraskelse var en Mazarinkage...


Og den var bare go'. Både let, saftig og lidt svampet - fabelagtig :o) Her er opskriften:

500 g Becel, 350 g sukker, piskes godt til det er hvidt, bland 4 æg i - ét ad gangen, 2 tsk mandelessens, 1,5 dl kogende vand, 300 g hvedemel, 2 tsk bagepulver, 100 g finthakket mørkt chokolade blandes i. Passer til en form der er  ca 24 x 34 cm, bages ved 180 grader i ca. 30-35 min. Pyntes med kakaoglasur. Go' fornøjelse.

mandag den 28. januar 2013






Det er i hvert fald ikke kage......
Men i mangel af bedre...... Ja, så går det :o) Jeg havde bestemt, at januar skulle være kage, slik og fedtattig. Hold da helt op, det er svært. Så mine snacks har bestået af mandler, knækbrød (de hjemmelavede), riskiks (synes dem med majs smager bedst - jeg er normalt afhængig af popkorn - så......), frugt og gulerødder. 
Så jeg synes, jeg trænger lidt til fornyelse - og så den her opskrift, hvor de også lokkede med, at det næsten smagte som kage. Arhhh - ikke helt, vel. MEN når det så er sagt, så smager de faktisk rigtig godt. Det er såkaldte Paleo-boller - som er en del af stenalderkosten - og her er opskriften: 

  • 4 æg
  • 110 g./2 dl. solsikkekerner
  • 60 g./1 dl. mandler
  • 60 g./1 dl. hasselnødder
  • 30 g./ ½ -1. dl. sesamfrø
  • 30 g./ ½ -1. dl. hørfrø
  • 30 g./1 dl. kokosmel
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 spsk. honning
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. salt
  • 1 most banan
  • 1 fintreven gulerod
  • ½ groftrevet æble
Kernerne kværnes i en kaffekværn. Man kan med fordel hakke nødderne groft, i stedet for at kværne dem. Kokosmelet behøves ikke blive kværnet.
Bland det hele i en skål med en elpisker. Dejen skal være lind.
Bollerne kan evt. pyntes med frosne hindbær eller græskarkerne inden de bages.
Bages ca. 15 min. ved 200° i en forvarmet ovn.

Jeg fik 15 boller af denne portion - sat på med en ske. Go' fornøjelse.


tirsdag den 8. januar 2013

Søde Jasminas fantastiske gulerodsboller
Det er uden tvivl de bedste gulerodsboller, jeg har smagt. Og heldigvis har Jasmina haft dem med flere gange på arbejde til stor glæde for os - hendes kolleger. Jeg har været så heldig at få opskriften - og bagte dem forleden. Guf. Her er opskriften:
5 dl lunkent vand, 50 g gær, 1 spsk sukker, 2 tsk salt, 1,5 dl olie, 2 æg, 1 kg mel, 200 g solsikkekerner, 200 g reven gulerod, æg til pensling. Æltes - gerne på en røremaskine - i mindst ti minutter. Hæver ca. én time, Sættes på bagepladen ved hjælp af to skeer - dejen er meget klistret, efterhæver ca. 30 min., bages ved 200 grader i ca. 15 min. Mine blev pænt store, så jeg fik 15 stk. ud af denne portion. Go' fornøjelse.