Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.
Viser opslag med etiketten Små Kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Små Kager. Vis alle opslag

torsdag den 4. december 2014

Chokoladefudge med lakridsdrys

En eller anden havde delt denne opskrift på Facebook - og det lød simpelt hen så lækkert, at det måtte prøves.

Der skal bruges 350 g chokoladeknapper (ikke dem med krymmel - ren chokolade), og det skal være mørkt chokolade. 1 ds kondenceret mælk, 4 spsk smør, 1 tsk vanilleekstrakt og 1/4 tsk salt.
Man hælder chokoladen i en tyk glasskål, hælder den kondencerede mælk over og kommer smøret i. sættes i mikroovnen i 1,5 minut. Og så rører og rører man, til man har en ensartet masse. Min portion skulle lige have 20 sek. mere. Så tilsættes vanilleekstrakten og saltet, og der røres igen til det er blandet godt i.

En 20 x 20 cm form fores med folie, der sprayes med fedtstof, massen fordeles med en palet til et ensartet lag. I køleskabet mindst 2 timer - gerne til dagen efter. 

Skæres ud til karamelstørrelse og vendes i lakridspulver. Bummelum - en sikker vinder. Go' fornøjelse.

mandag den 6. oktober 2014


Superlækre kanelsnegle



Vi fejrede ælstebarnets fødselsdag i går - det lille pus blev 33 år og havde ønsket sig kanelsnegle til den dejlige brunch, han og kæresten havde stablet på benene. Det er virkelig lækre snegle - og jeg havde heldigvis fået bagt så mange, at jeg kunne have med på arbejde i dag. Dem lunede jeg, inden jeg kom glasuren på - og de var mindst lige så gode i dag - sprøde og svampede med lækkert fyld.
Da jeg var presset mht tid, satte jeg dejen over om aftenen - og lod den stå i en skål med låg på køkkenbordet.
Her er opskriften:
100 g Becel røres godt med 1,5 dl sukker, tilsæt 0,5 tsk salt, 2 tsk kardemomme, 10 g gær, der udrøres i 5 dl lun mælk, tilsæt 2 æg og ca. 900-1000 g mel - lod dejen køre ca. 10 min i røremaskinen.
Fyld: 250 g blødt smør, 4 dl sukker, 5 spsk kanel røres på maskine, til det er let og luftigt.
Dejen rulles ud i ca en halv cm tykkelse i en aflang firkant - fyldet fordeles, og der rulles lidt fast sammen. Skæres i ca. to cm tykke skiver, lægges på bagepapir, efterhæver en lille time, pensles med sammenpisket æg og bages ved 225 grader i ca 8-10 min. 
Glasuren rørte jeg af flormelis, mælk og 1 spsk Becel. Go' fornøjelse.


torsdag den 5. december 2013



Det er jul - det er cool

Der er kun én ting at sige om de her småkager - de er aldeles formidable - prøv dem.

200 g mel
160 g sukker
125 g smør
4 tsk lakridspulver
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt

Alt æltes sammen og sættes af på bageplade med en tsk og trykkes flade. Go' fornøjelse.

Bages ved 200 grader i 12 min.



tirsdag den 15. oktober 2013

Rouladesmåkage.....

Eller "Shekem småkager".
Jeg sad sådan lidt og surfede - og faldt over disse - noget anderledes - småkager. Utroligt nemme at lave og med nutella og kokos inden i - smager de rigtigt lækkert. Opskriften fandt jeg på hvadskalvispiseidag.blogspot.com - og takker for opskriften. Go' fornøjelse.

350 g mel
2 1/2 tsk. bagepulver
I Israel bruges der 1 lille pose (350 g) self rising flour
200 ml creme fraiche (et lille bæger)
100 g smør eller margarine – tages ud af køleskabet en time før brug (nogen bruger 200 g men jeg synes at 100 g er nok)
Marmelade, peanutbutter, daddelfyld eller Nutella
Alle ingredienserne røres sammen i røremaskine eller med håndmixer. Æltes helt sammen i hånden tilsidst. Pakkes i plasticfolie og lægges i køleskabet i en time. Dejen deles op i to dele og hver del rulles ud til en firkant som til en roulade. Rul ikke for tyndt ud! På hver del smører man fyld. Jeg har her brugt daddelfyld som findes færdigt hernede men man kan også bruge f.eks Nutella evt. med lidt kokos eller nødder over, peanutbutter, marmelade osv.
Dejen rulles sammen til to roulader som lukkes helt og trykkes let. Man kan evt. skære i dejen for at markere kagerne men skær ikke helt igennem. Bages ved 180 grader i ca. 20 min. til de er let gyldne. Skæres ud imens de er let varme og når de er kolde drysses de med flormelis.

fredag den 8. februar 2013

Nyd de her lakridsmarengs - mums





De er ganske fortryllende - og utrolig nemme at lave. Opskriften kommer her: 6 æggehvider, 300 g sukker, 1 1/2 tsk eddike, 1 1/2 spsk lakridspulver. Æggehviderne piskes stive, halvdelen af sukkeret, lakridspulveret og eddiken tilsættes - massen røres i ca. 15 min., hvorefter resten af sukkeret vendes i. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på bagepapir - bages ved 100 grader i 75 min. Jeg fik tre bageplader af denne portion.


torsdag den 29. november 2012

Så er julebageriet igang.....


Og har i dag bagt otte plader lækre pebernødder - opskriften er her - go' fornøjelse
(må hellere lige tilføje, at jeg lavede dobbelt portion)
 
Pebernødder - ca. 120 stk.
  • 175 g sukker (ca. 2 dl)
  • 1 æg
  • 2 spsk Piskefløde 38%
  • 250 g hvedemel (ca. 4¼ dl)
  • 1/8 tsk hjortetaksalt
  • ½ tsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt hvid peber
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk stødt nellike
  • 100 g smør
Bagetid: 9-10 min. ved 200°.
Ekstra information Fryseegnet: Ja , Både den rå dej og de færdigbagte pebernødder kan fryses. Tø dejen op i køleskab. Del evt. dejen i mindre portioner, når den fryses, så tør den hurtigere.

Pisk sukker og æg til en luftig æggesnaps og rør fløden i. Bland mel og krydderier og smuldr smørret heri. Saml dejen med æggesnapsen - dejen er meget fedtet. Stil dejen i køleskabet i mindst 1 time. Rul dejen til stænger - brug evt. en lille smule mel. Skær små stykker (på størrelse med hasselnødder) og tril dem runde. Sæt pebernødderne på plader med bagepapir og bag dem øverst i ovnen.
Tips: Pebernødderne kan opbevares i kagedåse i 1 til 2 uger.
Du kan øge krydderimængderne en lille smule, fx ved dobbelt portion kan de halve teskeer være 1 tsk med top.

Kilde :

fredag den 16. november 2012

Jeg har været på kursus.....
 I Brush Embrodery - og hold op, det er sjovt. Det kræver en hel del øvelse, men jeg kan absolut se muligheder i, at man kan male smukke motiver på kager med "glasur". Jeg glæder mig til at få øvet  en masse herhjemme - skal nok vise resultaterne hen ad vejen.

torsdag den 8. november 2012

Mine første trøfler...
Og jeg må starte med at beklage - det er ikke mine trøfler, der er på billedet. Jeg nåede simpelthen ikke at få taget et foto, vupti, så var de væk. MEN HOLD DA HELT OP, hvor de smagte godt - og det kom fra alle, der var så heldige at få smagt én. Her er opskriften:
ca. 1 kg kagerester (jeg havde både vanillebunde, chokoladebunde med hk chokolade i og marcipanbunde) røres til smuld på foodprocessoren, hældes i en skål, tilsæt 8 store spsk hindbærmarmelade, 140 g kakao, 2-3 tsk rom, 1 bg philadelphia light flødeost og ½ bg philedelphia flødeost (ikke light), Det hele røres godt sammen på røremaskinen, trilles til kugler i lige præcis den størrelse, man lyster, og triller så til sidst i også lige præcis den krymmel, man lyster. PAS PÅ - de er slemt vanedannende. Go' fornøjelse.

torsdag den 19. juli 2012

Uhm - fedtebrød
Da vi forleden besøgte Fru Møllers Mølleri ved Odder købte vi blandt andet en ganske lille bøtte med deres hjemmelavede fedtebrød. Og guf, de var go'e. MEN - tænkte jeg  - de var også ganske dyre. Tror der var omkring 12-14 stykker for 39 kr. Det kan jeg sgu' selv lave, mente jeg - så det gjorde jeg her i formiddags. Og GUF de er go'e. Opskriften er fra Madopskrifter.nu - mormors fedtebrød. Der skal bruges 250 g smør ( i opskriften står der godt nok margarine - MEN) 250 g hvedemel, 125 g kokosmel, 125 g sukker, 1/5 tsk hjortetaksalt (det havde jeg ikke, så jeg brugte 3/4 tsk potaske i stedet). Røres godt og grundigt på røremaskinen - trilles til pølser, der trykkes flade (ca 5mm) og bages ved 200 grader i ca. 10 min. Jeg fik helt nøjagtigt 59 stykker af denne portion. Go' fornøjelse.

søndag den 30. oktober 2011

Av min finger

Dem skal vi så smovse i morgen på arbejde - kollegerne og jeg. Så kom der alligevel lidt Halloween-ånd over mig på en søndag, hvor jeg er alene for fjerde dag. Manden min drog af til Japan torsdag morgen, så jeg må klare mig alene i selskab med vores to hunde helt til på søndag, hvor han træder ind af døren igen. Dejligt, at der er nogen, der kommer lidt ud:o)Her er opskriften, der giver ca. 60 fingre: 5 æg (str. M) - tag den ene hvide fra til at pensle fingrene med i den ende, hvor mandlen skal sættes på - 2 tsk vannilleekstrakt - piskes sammen med æggene, rør 225 g flydende med 150 g flormelis og 120 g sukker, bland æggemassen i sammen med to knsp salt, og rør det hele godt sammen på røremaskinen. Bland 650 g med i og stil dejen i køleskabet i ca. 30 min. Trilles til fingre, der trykkes let, klemmes lidt et par steder, så det ligner knogler, trykkes med en skarp kniv hvor knoerne skal være, og bages ved 200 grader i ca 9-10 min. Pynt med rød glasur.

søndag den 28. august 2011

Lidt sødt til kaffen



Juhuu - først spise ved Birgitte og Lars - og bagefter i Musikhuset til "Festuge Classic". Skøn afslutning på en hektisk weekend. Opskriften er under "De sidste småkager...." Go' fornøjelse.

fredag den 19. august 2011

De sidste småkager til brylluppet



Så blev jeg færdig med at bage småkager til yngstebarnets bryllup. De er supernemme at rulle ud - og stikke ud - og så blev de pyntet med en - synes jeg selv - rigtig sød blomst.

Og så opskriften er supernem: 200g bagemargarine, 200g sukker, 1 æg, 400g mel, 4 tsk vanillesukker. - æltes sammen - står i køleskabet ca. 1 time. Rulles ud, stikkes ud, bages ved 225 grader ca 5-6 min. Køles helt af inden de pyntes med Royal Icing. God fornøjelse med bagningen.

torsdag den 18. august 2011

Nam Nam Cookies - nu med foto



Så er der bagt superlækre cookies - med tre slags chokolade i, lys, mørk og hvid - til yngstebarnet og hans kommende brud. Så venter vi bare på, at det bliver lørdag:o)

mandag den 15. august 2011

Nam Nam Cookies



Disse fabelagtige cookies havde min søde kollega Lis med tidligere. Og nu er dejen lagt - den skal nemlig hvile i køleskabet i mindst tre døgn for at få den "helt rigtige" smag frem. Og jeg skal have dem med til yngstebarnets bryllup på lørdag, så her er opskriften - jeg lægger et foto ind, når de er bagt.
480g mel, 1 1/4 tsk natron, 1 1/4 tsk bagepulver, 2 tsk vanilleekstrakt, 1 1/2 tsk salt, 280g smør, 280g puddersukker, 225g rørsukker, 2 store æg (eller tre små), 100g hvid chokolade, hakket groft, 100g lys chokolade, hakket groft, 150g mørk chokolade, også hakket groft, 75g hasselnødder, som ligesom resten skal hakkes groft. Mel, natron, bagepulver sigtes i en skål - smør og sukker røres min. 5 min. - æg tilsættes ét ad gangen. Bland chokolade og nødder i, og tilsæt til sidst melblandingen og vanille - det skal kun lige samles. Og som sagt sættes det i køleskab de næste tre dage. Sættes på bagepapir i kugler med en kaffeske, trykkes let og bages ved 225 grader i ca. 8-10 min. God fornøjelse.

tirsdag den 26. juli 2011

Jeg deler kys ud




I morgen til de dejlige kolleger på JP Aarhus - så får de også lidt glæde af resterne fra den aldeles pragtfulde Pariserbøf, manden min og jeg fik til aftensmad. Opskriften kommer her: 6 æggehvider, 300 g sukker, 1 1/2 tsk eddike, 100 g hakket chokolade, 50 g hakkede hasselnødder. Æggehviderne piskes stive, halvdelen af sukkeret og eddiken tilsættes - massen røres i ca. 15 min., hvorefter resten af sukkeret, chokoladen og nødderne vendes i. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på bagepapir - bages ved 100 grader i 75 min.