Jeg en blogger

Det havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Mig som blogger.... Men nu skete det, og fremover vil jeg vise billeder og lægge opskrifter ind - og håber så, at det kan være til inspiration og glæde for andre.
Og prøv så lige at tjekke "How to cook it" - et fantastisk link til en kogebog, hvor man blot "klikker" ingredienserne i køleskabet af - så kommer der et udvalg af opskrifter på, hvad man kan lave. Start med f.eks kød i linjen foran - skal skrives på engelsk - og klik så.

lørdag den 14. juli 2012

Der er sgu' forskel
I torsdags kørte vi - manden min og jeg - en tur til Odder. Ikke sådan for at besøge Odder - men fordi jeg havde hørt om et mølleri, der ligger lidt uden for - Odder - nemli' Fru Møllers Mølleri. Super spændende sted - og med et fantastisk udbud af mel, marmelader, surdej og meget mere. Jeg prøvede at købe lidt forskelligt mel: alm. hvede, grahamsmel, grov hvid hvede, grov durum og grov spelt. I dag har jeg bagt et langtidshævet brød af det nye mel,  som også har kørt en tur i røremaskinen i ca. 25 min.  Jeg brugte 8 g gær, 1 tsk salt, 1 stor teske honning, 4 dl vand, 120 g grahamsmel, ca 350 g hvedemel. Hævede så til i dag, hældte dejen ud på bordet, som var drysset med durummel, brugte et par dejspader og løftede siderne ind over et par gange. Bagestenen stod i ovnen på 250 grader og ventede - og her fik brødet først 10 min. - og efterfølgende 20 min. ved 200 grader. Og - der er sgu' forskel på mel. Go' fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar