Man må tage det sure - med det søde
Så er vi igang igen - og da jeg i øjeblikket også vikarierer for en kollega på en anden redaktion - ja så er der mange munde at mætte. I dag havde jeg så to( ja, der er kun én på billedet - men det er fordi, den anden allerede er spist) limekager med hvid chokolade og hasselnødder med på arbejde. Opskriften er fra Anne au Chocolat - og kommer her: 250 g blødt smør, 210 g sukker, 4 æg, 250 g mel, 150 g hvid grofthakket chokolade, 100 g hakkede hasselnødder, 2 lime - meget fintrevet skal heraf (og ja, hvis du ikke har ét - så køb et Microplane rivejern - det er fantastisk). Kog en sirup af 90 g sukker (jeg brugte rørsukker) og saften af de to lime. Pisk smør og sukker sammen i en skål til en cremet og luftig konsistens. Tilsæt æggene ét ad gangen, rør mel i. Vend til sidst hvid chokolade, nødder og limeskal i. Bag i en rund form (ca. 22 cm i diameter - og her brugte jeg en form på 26 cm - den skal være smurt godt med olie, bag ved 175 grader i ca 45 min. (formen på 26 cm skal kun have ca. 35-38 min.). Mens kagen stadig er lun fordeles limesiruppen over det hele - og kan så evt. pyntes let med lidt limegrønt glasur. Go' fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar