Så er jeg på benene igen
Det kan godt være, at meteorologerne siger, at vinteren har været mild indtil nu. Jeg vil nu tillade mig at sige, at hos os har den været rimelig hård. Først fik jeg lungebetændelse i oktober, så fik min mand lungebetændelse i november, så fik jeg lungebetændelse igen i december - og for at sætte prikken over i'et, som man siger, så fik jeg efter to slemme galdestensanfald fjernet galdeblæren og stenene ved en operation den 21. december. Jubiii for en jul og et nytår. MEN - som sagt - så er jeg tilbage igen - og i dag fornøjede vi - kollegerne og bloggeren selv - os med denne superlækre citrontoscakage. En absolut vanedannende oplevelse. Her er opskriften:
2 æg, 125 g sukker, 100 g flydende margarine, reven skal af 1/2 citron, 2 spsk citronsaft, 2 spsk mælk, 100 g mel, 1 tsk bagepulver. Kagen bages ved 160 grader i ca, 25 min. i en springform, der er smurt godt. Imens laves overtrækket: 125 g smuttede, grofthakkede mandler, 125 g sukker og 125 g margarine og 2 spsk fløde (jeg havde kun Maizena 7%, men det gik også fint) koges godt igennem. Når kagen er færdigbagt hældes overtrækket over, kagen sættes tilbage i ovnen ved 220 grader til den er gylden. MUMS - go' fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar